Friplejehjemmet Grønneparken, Ikast

Projekt fra 2020. Grønneparken ønskede at løfte det visuelle miljø på fællesgange, i opholdsrum og spisesalen. Dernæst ønskede de at ”blokere” for udgangsdøre med vores semitransparente dørfolier, samt at forbedre akustikken på kontorer/mødelokaler.

Tina Rostgård Madsen, Forstander Friplejehjemmet Grønneparken – udtaler:

”Med vores fotoplancher, ønskede vi at skabe mere genkendelighed for vores beboere, samt at give dem en mulighed for at relatere til motiverne på billederne. F.eks. en solnedgang, anemoner i skovbunden, en rapsmark osv. Vi havde allerede kunst hængende på væggene, men ingen kunne se, hvad det skulle forestille”.

”Vores projekt bestod af fotoplancher til væggene på vores gangarealer, fotoplancher af de 4 årstider til vores sal, lyddæmpende akustikbilleder, et stort danmarkskort og dørfolier til 2 yderdøre”.

”For at skabe forskellige visuelle oplevelser på vores afdelinger, valgte vi til gangarealerne at inddele fotoplancherne i følgende temaer; søen, havet, parken, skoven, landet. Plancherne sidder fordelt på væggene på vores gangarealer. Flere er placeret med en bænk eller siddegruppe overfor, så man kan sidde og drømme sig væk i f.eks. skoven eller ved Vesterhavet. De 4 årstider hænger samlet i vores sal, da det typisk er der, vi fejrer årets gang med diverse arrangementer”.

”Resultatet/effekten af fotoplancherne er, at vi som medarbejdere kan drømme os væk sammen med beboerne og få en snak om minderne. F.eks. hvordan det var, når høsten skulle i hus, hvordan følelsen af at sidde i skoven og vente på kronhjorten kom frem var eller, hvordan vinden i håret og smagen af salt kan være ved Vesterhavet”. ”Vores vurdering er, at vi har givet vores beboere øget muligheder for dialog, med afsæt i de kendte motiver og ting fra beboernes liv”.